Anmeldelse af Agnes Obel

Tirsdag d. 4. oktober lagde en stille men medrivende storm kaldet Agnes Obel sig over Tobakkens gamle bygninger.

Det er en legende opvisning i det sirlige og det naturlige, når Agnes Obel sætter sig bag klaveret. Med sin bagudskuende musik er hun om nogen den, der definerer fremtidens danske musikscene, hvilket der heller ikke kan herske tvivl om ovenpå aftenens pragtpræstation.

Agnes Obel var et hidtil uskrevet blad i musikverdenen inden hun, præcis et år inden aftenens koncert, udgav sit debut album Philharmonics, og lige siden har det været et langt eventyr for den ellers Berlin-bosatte sangerinde. Hun har udgivet plader i en lang række europæiske lande, været fast inventar på adskillige hitlister, vundet en række priser og har opnået at sælge dobbeltplatin herhjemme i Danmark.

Det kunne man dog ikke mærke på den let generte og stille pige, der lagde til i Esbjerg en almindelig tirsdag aften. Ugedagen er umiddelbart ikke det bedste udgangspunkt for en koncert, men med en sværvægter som Agnes Obel efterhånden er, blev salen alligevel fyldt op af forventningsfulde esbjergensere i alle aldre, der på pertentlige rækker sad med blikket fæstnet på scenen. Det var en stille og nærmest andægtig stemning, der blev slået an, da hun kun akkompagneret af sit klaver, tre små lygter og en voldsom mængde røg begyndte, hvad der skulle blive en smuk rejse op langs den musikalske flodbred. Senere kom både en cellist og en ”skotskharpeist” med deres smukke sangstemmer og bakkede den enlige sangerinde op.

Med sange som ”Beast” og ”Just So” blev der lagt intenst ud. Musikerne udviste en sjælden koncentration under sangene, og i flere omgange var publikum nødsaget til at holde vejret i endeløs spænding, mens sangene dansede fint af sted foran dem. Dette umenneskelige fokus blev holdt indtil slutningen af sangene, hvor musikerne som med et trylleslag slog over i en mere løssluppen stemning med story-telling og hyggesnak på både dansk og engelsk. Bl.a. historien om den lidt distante Agnes Obel, der ikke var så deltagende i ungdomsfesterne, hvilket resulterede i formidable evner i bordfodbold og den meget indtagende og smukke Wallflower. På trods af den sparsomme instrumentering indeholder den, på lige fod med de andre sange, så mange lag og facetter, at det aldrig bliver kedeligt.

Aftenens højdepunkter var talrige, men især førnævnte Wallflower og gennembrudshittet Riverside blev leveret med en sådan nerve, at musikken synes at komme indefra beskueren selv i stedet for de elektroniske højtalere. Publikum blev revet med og kunne roligt give sig hen til den silkebløde stemme, der bredte sig ud over de dødelige masser.

Agnes Obel er en æstetiker og perfektionist, hvis man skal dømme ud fra hendes musik i hvert fald. Ser man bort fra et par ubetydelige småfejl, er det også det eneste ved hendes performance, der er at sætte en finger på. Det bliver en anelse for rent og en anelse for pænt til tider. Man mangler den sidste vildskab til at krydre med og gøre det helt perfekt; men hun er en af de store stjerner på den danske musikscene, og hun har forhåbentlig mange år i sig endnu til at forsøde danskernes øregange på den klassiske måde. Hun står som et fyrtårn i et stort og brusende elektronisk hav. Tak Agnes Obel!



Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.